Erik Kamstrup går på velfortjent pension efter sammenlagt 37 år på Heldumvej 63. Som nyudlært auto- og traktormekaniker i 1977 fik Erik tilbudt job hos...

En driftig mand med mange kasketter

Erik Kamstrup går på velfortjent pension efter sammenlagt 37 år på Heldumvej 63.

Som nyudlært auto- og traktormekaniker i 1977 fik Erik tilbudt job hos Lemvig Maskinforretning som det dengang hed. Et job i en mindre maskinforretning, hvor hver mand havde flere roller – det fik Erik naturligvis også. Erik har altid været kendt for sit rolige, vestjyske gemyt overfor både kunder og kollegaer. Det har han uden tvivl vundet stærkt på – at møde folk i øjenhøjde. Derudover har han altid haft talent for at yde en ekstravagant service og skabe en god handel, hvor man som både sælger og køber kan kigge hinanden i øjnene. 

Taknemmelig for Eriks indsats
Erik er tilmed gået forrest i udviklingen af maskinforretningen, og i 2002 blev han - sammen med den daværende ejer og lagerchef - medejer af virksomheden. I 2005 overtog Erik og lagerchefen maskinforretningen, og i 2009 valgte de at sælge virksomheden til Anker Bjerre A/S. 

”Vi er meget taknemmelige for den mangeårige indsats som Erik har lagt i maskinforretningen. Han har i alle sine roller været meget motiveret og ageret topprofessionelt – og haft både kundernes og firmaets bedste med sig i sit arbejde. Det er et enormt privilegie og meget værdsat at have en medarbejder med samme ansvarsfølelse for forretningen, som da han selv sad ved roret. Det er tydeligt, at maskinforretningen har været et hjertebarn for ham, og derfor vil vi glæde os over at kunne bygge videre på de solide grundsten, som Erik har skabt – og vi ønsker naturligvis, at han kommer til at nyde sit otium”, udtaler Anders Harder, direktør – Anker Bjerre A/S. 

Sidste arbejdsdag
Onsdag den 3. juli var sidste arbejdsdag for Erik – og som han selv siger, så har det været et arbejdsliv fyldt med spændende opgaver, hvor virksomheden har gennemgået en kolossal forandringsproces - og med mange gode minder herom. 

”Jeg har arbejdet sammen med Erik i 20 år, begge som montører – først, hvor han har været værkfører/chef for mig og senest, hvor jeg har været værkfører for ham. Erik har været en rigtig god sparringspartner, som jeg altid har kunnet få gode råd af. Så jeg ser frem til at han indimellem vil vende ind og hilse på, når han skal ha’ en pause fra golfspillet”, afslutter Jens Møller, værkfører – Anker Bjerre A/S, Lemvig-afdeling.  

Billeder